Livet på Hanstholm Asylcenter

 

Vores hverdag

På Hanstholm Asylcenter er det en højt prioriteret opgave at holde vores beboere beskæftiget med uddannelse og aktiviteter, der for os er med til at give beboerne en både bedre livskvalitet og indhold i hverdagen.

Derfor er Asylcenter Hanstholm nærmest en ”by i byen”, hvor vi har egen skole, børneklub, voksenklub, sundhedsklinik og meget andet.

Skolegang og uddannelse
Vores babyschool, der henvender sig til målgruppen kvinder med børn fra 0-3 år, er en stor succes og giver kvinder og børn et afbræk i hverdagen, væk fra mænd, større børn og de ofte trange boligforhold de lever under.

Børnehaven ”Regnbuen” er et frivilligt dagtilbud til asylbørn mellem 3 og 6 år. Vi har i Børnehaven yderligere et dagtilbud til børn under 3 år af forældre med særlige problemstillinger.

Børneklubben på Hanstholm Asylcenter er for børn fra 6 år til 17 år.

I Ræhr ligger Hanstholm Voksen Skole. Skolen er for alle asylansøgere, der er over 18 år. Hvis man er over 60 år er deltagelse frivillig.  For asylansøgere gælder det, at man skal deltage i undervisningen for at modtage lommepenge. Skolen tilbyder undervisning i dansk og engelsk.

Fritid
Herudover er der en lang række sportsaktiviteter mv. ganske som andre steder i samfundet.

Mange af disse aktiviteter gennemføres og betales af Hanstholm Asylcenters Venner, der er en støtteforening, der via indsamlede midler forsøger at gøre opholdet på asylcentret så godt som muligt.

Herudover har Hanstholm Asylcenter en lang række frivillige, der er med til at skabe gode oplevelser for beboerne. Det kan være alt fra at hjælpe i børneklub, lektiecafe, sport eller arrangere aktiviteter for beboerne. Hvis du har en ide til en klub eller en aktivitet, eksempelvis din hobby, som du gerne vil undervise i og hygge med, så hjælper vi med at skabe rammerne.

Beboere og boforhold
Centret består af en række pavilloner, hvor beboerne bor på to-sengs eller fire-sengs værelser med fælles bad og toilet – samt fælles køkkenfaciliteter.

I en enkelt pavillon kan der være op til 16 værelser.

Et to sengs værelse er typisk på ca. 10-12 kvadratmeter.

Opdateret august 2016